Ambassadebesættelsen i Berlin.
Jeg har det ligesom Uffe Ellemann-Jensen, jeg tror mere på undersøgelsesudvalget og ambassaden, end jeg tror på Wolfgang Mayer i spørgsmålet om, hvad der rent faktisk skete. Ingen kan dog for alvor tro på, at Uffe Ellemann og Schlüter havde kendskab til og havde godkendt, at østtysk politi hentede 18 asylsøgere på ambassaden i Berlin. At man efter at skaden er sket søger med alle midler at komme de 18 østtyskere til undsætning, bl.a. ved at tale pænt til DDR regeringen, burde Wolfgang Mayer og alle andre da være taknemmelige for og ikke det modsatte. Hvis Poul Schlüter skulle have talt om at den danske presse var "lidt for fri" kan det lige så godt have været i betydningen "frejdig", "han vart lidt for fri i sin opførsel" og ikke, at der var for megen pressefrihed i Danmark. Under besættelsen kunne tyskerne jo heller ikke forstå danskernes underfundige måde at udtrykke sig på. Men for danske politikere og journalister burde det da ikke være noget problem. I øvrigt er jeg enig med Uffe Ellemann i, at man ikke kan stole på de østtyske referater. Min gamle kloge chef, ambassadør Jens Christensen, talte om "kinesiske" indberetninger, det ville sige indberetninger der fortæller, ikke hvad der faktisk er passeret, men hvad indberetteren er klar over at modtageren gerne vil høre og derfor skriver. Mon ikke dette system også var kendt i DDR.
Jeg har selv en ganske klar erindring om det passerede, idet jeg da var chef for udenrigsministeriets konsulære kontor. Jeg husker, at jeg priste min skaber for, at jeg ikke var blevet rodet ind i denne ulykkelige sag. En måneds tid inden muren faldt var jeg sammen med ministerråd Erling Tullberg i Berlin for at forhandle et par ubetydelige aftaler med DDR, for eksempel handlede den ene om afskaffelse af legaliseringspligt for juridiske dokumenter, aftaler som kunne færdiggøres under det planlagte genbesøg af hr. Honecker i Danmark, besøget, der aldrig blev til noget. Ambassadør Krog-Meyer var der ikke, men ambassaderåden viste os, hvordan det østtyske politi havde stået på trappen. Om og i givet fald hvor mange, der kom indenfor døren, hvor der var et venteværelse erindrer jeg ikke at have fået at vide, men det vel egentlig også ret uinteressant.
Folketingsmand Jesper Langballe fra Dansk Folkepart vil åbenbart gerne give 4 millioner til Bent Jensen for at denne bl.a. kan undersøge regeringens påstand om, at den ikke kendte ambassaderydningen i 1988. Det vidner da om tillid, må man sige. Det samme kan man sige om tidligere folketingsmand Bjørn Elmquist, der nu frejdigt udtaler, at han ikke har meget til overs for den rapport, han selv satte sit navn under. Sådan taler kun en politisk vendekåbe, og ingen mand af ære sætter sit navn under noget, han ikke kan stå inde for. "Jeg tror, der var uformelle kommunikationskanaler, som gjorde at ministrene - både udenrigsministeren og statsministeren - var orienteret om det her meget hurtigt, men jeg kan ikke dokumentere det". Eftersom Bjørn Elmquist selv havde arbejdet mange år i udenrigstjenesten inden han blev politiker for skiftende partier, må han da vide, at der kan ske fejl i systemet. Og ganske særligt da han er jurist, bør han dog vide, at man altid gør klogt i ikke at fremsætte udokumenterbare ærerørige påstande.
Kan man forestille sig en mere uskøn alliance end mellem Jesper Langballe og Bjørn Elmquist? De tror åbenbart begge, at de to tidligere ministre lyver, og det må man jo så tage til efterretning.
Det virkelige offer i denne sag var ambassadør Erik Krog-Meyer. Han var en erfaren, dygtig, men temperamentsfuld diplomat. I en årrække var han for øvrigt også chef for konsularkontoret. At han skulle have handlet helt på egen hånd i denne sag er aldeles utænkeligt. Når noget sådant passerer, kontakter man naturligvis udenrigsministeriet. Han begik den fejl, at han gjorde det telefonisk, hvorfor forløbet fortaber sig. Hvem, der sagde hvad til hvem, og hvem der vidste hvad hvornår, fortaber sig. En succes har som bekendt mange fædre, men en fiasko ingen. Og ikke nok så mange millioner kan afsløre dette. At udenrigsministeren ikke blev orienteret er lige så sikkert. Jesper Langballe og Bjørn Elmquist kan da ikke for alvor tro, at Uffe bare sagde til STASI, kom da indenfor og hent Jeres undersåtter. Selvfølgelig er det underligt, at ingen havde fortalt Schlüter noget inden han rejste til Berlin, men sådan var det altså.
Ikke nok så mange østtyske dokumenter kan ændre noget som helst på dette, og det tjener ikke Berlingske Tidende til ret megen ære, at man nu forsøger at lave en sag på en historie, som ikke er nogen ny sag, men blot en sørgelig episode i dansk udenrigstjenestes historie. Jeg er ikke i tvivl om, at det var ambassadør Krog-Meyer selv, der betalte den højeste pris for fadæsen.